Naturmaling

Maling er en markant, men umærkelig del af vores indeklima. Maling kan forandre rums fremtræden og oplevelse, men maling kan også skabe usunde indendørsforhold og hindre bygningselementers diffusion. Spørgsmålet er hvilken maling der kan balancere hensynet til funktionalitet og rumoplevelse med hensynet til menneskers og bygningers sundhed? Tre forskellige malingsgrupper fylder mest på markedet; oliebaseret alkydmaling, vandbaseret akryl/plastikmaling og naturmaling, som er en linolieemulsionsmaling.

Fordele og ulemper

Alkydmalingens fordele er at den findes i alle glansgrader og har en jævn overflader. Dens ulemper er at man skal bruge terpentin som både opløsnings- og rengøringsmiddel, hvilket kræver afgasning af opløsningsmidlet. Desuden kræver malingen sikkerhedsudstyr ved indendørs brug, ligesom den ikke er diffusionsåben. Akrylmalingens fordele er at den har en lang holdbarhed, er vandbaseret og er let at arbejde med. Den fås desuden i alle glansgrader, kan males på alt og er let at rengøre. Ulemperne ved akrylmaling er at den er vanskelig at få glat, generelt ikke er diffusionsåben, skaller af, og indeholder allergener (fx MI) og giftstoffer. Naturmalingens fordele er at den er fri for opløsningsmiddel, ikke afgasser eller indeholder allergifremkaldende stoffer og er diffusionsåben. Den har desuden en god dækkeevne, kan males ovenpå alt og skaller ikke af. Dens ulemper er at den har et smallere glansspektrum og lidt mindre slidstyrke.

Den allestedsnærværende

Akrylmalingen er den mest udbredte, typisk billigst indkøbsmæssigt og nem at arbejde med, da den er vandbaseret. Den præsenterer dog to store problemer, nemlig dens manglende diffusionsåbenhed og dens store indhold af sundhedsskadelige giftige og afgassende stoffer. At akrylmaling ikke er diffusionsåben betyder at den kan medvirke aktivt til at spærre fugt inde i bygningen og byggematerialerne og derved forårsage en ophobning af fugt og deraf skadelige følgevirkninger som partikler, støvmider og skimmelsvamp. Indholdet af sundhedsskadelige stoffer i akrylmaling varierer, men en meget stor andel af vandbaserede malinger bruger konserveringsmidlet methylisothiazolinone (MI), der ifølge bl.a. Astma- og Allergiforbundet er stærkt allergifremkaldende. MI kan give kraftige allergiske reaktioner, såsom åndedrætsbesvær og hudirritationer. Ifølge Videncenter for Allergi er afgasning fra MI og MI andele helt ned til 5 ppm (parts per million) nok til at fremkalde reaktioner, hvilket kombineret med udbredelsen af MI i både maling, kosmetik, lim og solcreme gør MI-allergi og den fortsatte brug af MI meget alvorlig. Hverken Svanemærket, Blomsten eller EUs standarder arbejder med tilstrækkeligt lave grænseværdier for MI til at være en forsikring mod potentiel allergi.

Den celleopløsende

Oliebaserede alkydmalinger indeholder oftest organiske opløsningsmidler, såsom terpentin eller cellulosefortynder, der tilhører gruppen af VOC’er (Volatile Organic Compounds). Disse opløsningsmidler afgasser i tørringsprocessen og kan give både akutte skader, såsom hovedpine, træt- og svimmelhed, slimhindeirritation, kontaktallergi og kroniske skader, særligt hos professionelle, på hjerne- og nervesystemer med hukommelsessvigt og irritabilitet. De nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, man som både professionel og gør-det-selv person skal tage ved brug af maling og lak, er defineret med de såkaldte MAL-koder: To tal adskilt af en bindestreg. Første tal omhandler indånding og andet hudkontakt eller indtagelse. Jo lavere MAL-kode, jo lavere indhold af VOC, tungmetaller osv. Alkydmaling indeholder oftest, ligesom akrylmaling, formaldehyd som konserveringsmiddel.

Det naturlige valg

Som reaktion på MI, VOC og resulterende allergi samt dårlige indeklimaer har Egen Vinding & Datter (EVD) gennem mere end 20 år udviklet og produceret miljøvenlig linolieemulsionsmaling – også kaldet naturmaling. Naturmalingen er fri for organiske opløsningsmidler, MI og andre giftige stoffer og har kun en kort afgasning fra linolien. Den er deklareret med MAL-koden 00-1 – den lavest mulige. Malingen er endvidere diffusionsåben, hvilket betyder, at den spiller rigtig godt sammen med naturlige isoleringsmaterialer, og at den kan bidrage til en sund fugthåndtering. Dette kan være særligt vigtigt for ældre bygninger, der er bygget diffusionsåbent, og derfor kan tage stor skade af plastik- eller alkydmaling. Naturmalingen kan males ovenpå eksisterende malinger, omend den ikke alene kan afhjælpe problemer med manglende diffusion. Dette vil kræve fjernelse af f.eks eksisterende plastmaling, inden naturmalingen påføres. For EVD er det centralt, at malingens funktionalitet balanceres med at være sund for både dig og din bygning, og her klarer vores naturmaling alle kriterierne.