Naturfiber isolering

Isoleringsmåtter af hør- og hamp er godt for indeklima, arbejds­klima og klimaet i al almindelighed

 

Isolering med hør og hamp

 

Mennesker stiller forøgede krav til indeklima og isolering. Vi forhandler miljøvenlige isoleringsmåtter i hør- og hampefibre i samme mål, størrelser og med samme isoleringsevne som konventionel mineraluldsisolering.

Isolering af hør og hampefibre er cellulosebaseret og diffusionsåben, har lav miljøbelastning under fremstillingen og bidrager på den måde til et bedre indeklima, arbejdsklima og klima i al almindelighed.

 

Hørisolering i måtter fås i samme dimensioner som gængse isoleringsbatts.

 
 

Baggrund

I alt vores byggeri isolerer vi med naturfibre: Som regel hør/hampemåtterne, som vi selv forhandler, eller indblæst papiruld. Uanset valg af isoleringsmateriale har de det til fælles, at de er cellulosebaserede – udvundet af planter.

Cellulosebaserede isoleringsmaterialer er hygroskopiske, hvilket betegner evnen til at indoptage fugt fra omgivelserne – og afgive den igen i form af vanddamp.

Isolering med hør/hamp gør det muligt at bygge uden dampspærre, så fugt kan passere igennem ydervæggene – en diffusionsåben eller ‘åndbar’ konstruktion. Dermed sikres boligen et bedre indeklima, og risikoen for fugtskader minimeres.

Hør/hampemåtter er udvundet af en stor andel restfibre fra bl.a. tøjproduktion, og cellulosebaserede isolering bidrager på den måde til at binde CO₂ i huset.

Den karakteristiske kløe, som kendes fra mineraluldsprodukter findes ikke i moderne isolering som hør/hampefibre, der derfor er langt mere behagelig at arbejde med. Det er uden farlige fibre og kan komposteres.

Hør/hampeisolering kan anvendes i de fleste typer bygningskonstruktioner.

Måttedimensionerne er 60 x110 cm og sælges i hele pakker.

Priser

  • 100 mm DKK 95,- pr. m²

    (5 måtter pr. pakke = 3,3 m²)

  • 75 mm DKK 75,- pr. m²

    (6 måtter pr. pakke = 3,96 m²)

  • 50 mm DKK 55,- pr. m²

    (10 måtter pr. pakke = 6,6 m²)

Priserne er inklusiv moms og eksklusiv fragt.

Vil du vide mere?

Vil du lære mere om miljøvenlige og diffusionsåbne isoleringsmaterialer – og et væld af andre bæredygtige byggematerialer – henviser vi til vidensportalen Bæredygtigt Byggeri DK.

 

Hvorfor er det bæredygtigt?

 

Gennem de sidste årtier er opmærksomheden om energiforbrug og indeklima i bygninger eksploderet – både i Bygningsreglementet og i bevidstheden hos mange mennesker. Det betyder, at vores samfunds samlede mængde af isoleringmaterialer stiger kraftigt, og fra et bæredygtigheds- og brugsperspektiv bliver isoleringsmaterialet derfor stadig mere interessant for både boligejere og entreprenører.

 

Fordele og ulemper

Mineraluld, som typisk anvendes i konventionelt byggeri, har fx til fordel at være klassificeret som ubrændbart, samt at medføre nem tilskæring af måtter. Dens ulemper er at have et stort energiforbrug ved produktion, ligesom det kan skabe fugtophobning. Derudover kan det medføre hud- og luftvejsirritation. Desuden kræver mineraluld dampspærre og adskillelse fra indeklima, og det skal bortskaffes ved deponi eller indsamling til genbrug.

Hør- og hampehørisolering har til fordel at have et lavt energiforbrug ved produktion. Den er desuden diffusionsåben, fri for kemikalier, fugthåndterende og overflødiggør dampspærre. Desuden skaber den ikke hudirritation og er komposterbar. Dens ulemper er at være klassificeret som svært brændbart materiale, ligesom indkøbsprisen er umiddelbart dyrere. Det er desuden sværere at tilskære måtterne.

Energi- og indeklimaskurken mineraluld

Mineraluld har længe været dominerende som isoleringsmateriale og har medført en standardiseret brug af dampspærre i stort set alle konstruktioner. Denne type konstruktioner er problematiske, når det kommer til fugt, da mineralulden er hydrofob – skyr fugt – og dermed kan medvirke til at skabe fugtophobninger med følgevirkninger som skimmelsvamp og ophobning af støvmider – fx ved blot en lille skade på dampspærren eller ved dårlig faglig udførelse. Endvidere har denne byggeteknik medført en stigende brug og afhængighed af mekanisk ventilation for at sikre tilstrækkeligt luftskifte og fugthåndtering – med store energi- og installationsmæssige omkostninger til følge.

Huset bliver en plastikpose med en respirator – og indeklimaet bliver derefter.

Energimæssigt er mineraluld – særligt stenuld – et særdeles stort problem, da produktionen kræver energikrævende udvinding af mineraler og dernæst en kompliceret proces til nedbrydning af mineralerne under ekstremt høj varme. Energiomkostningerne og dermed CO₂-udledningen for produktionen af mineraluld er flere gange højere end naturlige isoleringsmaterialer med samme isoleringsværdi.

Vælg naturlig isolering for en sund bygning

Egen Vinding & Datters hør- og hampeisolering er garant for samme gode lambdaværdi som mineraluld og muliggør samtidig diffusionsåbne konstruktioner, der kan håndtere fugt – frem for at ophobe den med potentielle fugt og skimmelskader til følge.

Samtidig er isoleringen fremstillet fuldstændig uden kemikalier og med brug af 5% bikomponent støttefibre af komposterbar polypropylen. Derfor kan hør- og hampeisolering komposteres ved bortskaffelse; modsat mineralulden, der ofte ender på lossepladsens deponi. Samtidig skaber det ikke hud- og luftvejsirritation ved forarbejdning, ligesom mineralulden gør, hvilket vil glæde håndværkere og selvbyggere.

Fremstillingsprocessen for både hør og hamp er baseret på fibre fra plantestilke, der ofte er spildprodukter i produktionen af hør- og hampefrø, og ellers kan indgå i en dobbeltproduktion. Begge dele betyder, at spildmængden i produktionen er meget lille, ligesom fremstillingsprocessen energimæssigt er langt mindre omkostningsfuld end mineralulden. Alt dette gør hør- og hampeisoleringen til et aktiv i sikringen af et sundt og behageligt indeklima og et stærkt energiregnskab. Økonomisk er der for entreprenører en stor besparelse i at anvende diffusionsåben isolering og derigennem at kunne undvære dampspærre, der er både tidskrævende og besværlig at opsætte.

Tekniske egenskaber

Isoleringsværdi (lambda værdi) på ca. 0,035 – 0,04, hvilket svarer ca. til de mest anvendte isoleringsmaterialer.