Egen Vinding & Datter går konkurs

Kære venner, 

 

Egen Vinding & Datter har pr. 20.07.2022 indgivet en begæring om konkurs. 

 

Årsagen er, at virksomheden gennem længere tid har arbejdet uden at have en bank i ryggen. Dette er umuligt, når man driver en byggevirksomhed på vores størrelse, hvor der eksempelvis ofte er behov for at stille en garanti, når man udfører byggesager, og hvor fakturering foregår bagudrettet. Selv om det beløb, vi skylder andre, er mindre end det beløb andre skylder os, og til trods for, at vi har lavet et rimeligt overskud, så kan vi desværre ikke længere få det til at hænge sammen. 

Egen Vinding & Datter var for knap to år siden igennem en rekonstruktion af selskabet. På det tidspunkt besluttede vi at gøre forsøget med at genstarte virksomheden, selv om vi ikke havde opbakning fra en bank. Vi vidste godt, at det ville blive svært, men intentionen var hurtigt at skabe et overskud, der var stort nok til, at en bank ville indgå et samarbejde. Der nåede vi ikke til. 

Hos Egen Vinding & Datter er vi meget tilfredse med den indsats, vi har gjort for at fremme det bæredygtige byggeri i Danmark over de sidste 40 år. 

  • Vi har produceret tusindvis af langtidsholdbare døre og vinduer på vores snedkeri.

  • Vi har udviklet på mulighederne indenfor ler i byggeriet, og har udført en hulens masse lerpuds og lergulve, presset lersten og muret dem sammen, og indenfor de seneste par år har vi også stampet en masse jord til vægge.

  • Vi har været involveret i produktionen af hør- og hampeisolering med lav miljøbelastning, – først som medejer af en produktion her i landet, sidenhen som importør.

  • Vi har udviklet en lang række natur- og allergivenlige malingprodukter uden uønskede stoffer, med fokus på høj kvalitet og stor omtanke for miljø og indeklima.

  • Vi har udført et utal af byggesager, både enkle og rutineprægede opgaver – men i vid udstrækning har vi eksperimenteret, udviklet og båret risici; alt sammen med fokus på de opgaver, man med tiden har kunnet se et bredere fokus på i samfundet omkring os: CO2-reduktion i byggeriet, cirkulært byggeri, anlæg til lokal udnyttelse af ressourcer, med mere.

  • Vi har hjulpet kollektiver, bofællesskaber, værkstedsfællesskaber, økolandsbyer og alt muligt andet godt i gang med alt fra finansiering til byggerådgivning og byggeri.

  • Vi har udført udviklingsprojekter såsom Det Åndbare Hus, videns- og undervisningsportalen Bæredygtigt Byggeri DK (www.bæredygtigtbyggeri.dk), undervisningsforløb og materialekasser til erhvervsskolerne, forsket i indvendig efterisolering med cellulosebaserede materialer, med meget mere.

  • Vi har arbejdet for en bæredygtig kultur i byggeriet og for, at der skal være plads til mennesker af alle slags i byggebranchen, herunder kvinder, LGTBQ+, racialiserede, socialt udsatte med mere. Vi har arbejdet med fællesløn, et godt medarbejderdemokrati og et stort fokus på den sociale kultur i vores virksomhed.

  • Og selv om vi godt tør kalde os den danske virksomhed med størst ekspertise inden for bæredygtigt og økologisk byggeri, har vi til stadighed stræbt efter at finde endnu bedre måder at bygge på.

Det er svært at forestille sig, at disse aktiviteter ikke skal fortsætte i Egen Vinding & Datter. På den anden side er vi klar over, at vi ikke kan fortsætte som hidtil. Vi er 60 dygtige medarbejdere, som alle tager vores erfaringer fra Egen Vinding & Datter med ud videre i verden. Vi vil gerne sende en stor tak ud til alle vores samarbejdspartnere, kunder og medarbejdere gennem årene. Vi ved ikke, hvad der vil opstå i kølvandet efter os.  

Men det er nu besluttet, at Egen Vinding & Datter ikke genopstår som en organisation med både byggeri, vinduessnedkeri, lerprodukter, maling, isolering, udvikling og undervisning. 

Hvis du har gode idéer og forslag, så kontakt os gerne på evd@egenvinding.dk eller på telefon til Lars K Jørgensen på 26346503. 

Egen Vinding & Datter 

Næste
Næste

Indvending isolering med cellulosebaserede materialer bliver nu undersøgt