Indvending isolering med cellulosebaserede materialer bliver nu undersøgt

”Vi har på forhånd gode erfaringer med at anvende isoleringsmaterialer lavet af cellulose, f.eks. papiruld. Denne skal monteres tæt op mod ydervæggen, og samtidig undlades brug af dampspærre. Derved forenkler man også den samlede konstruktion. Vi håber at kunne finde en løsning på indvendig isolering og efterisolering - med minimal risiko for fugt og skimmelsvampe. Vi har allerede gennemført enkelte målinger i eksisterende bygninger, der indikerer, at denne byggeteknologi kan gennemføres, uden at der opstår fugtproblemer, men samtidig eliminerer problemer forbundet med dampspærre,” fortæller Lars Jørgensen fra Egen Vinding og Datter.

DTU har tidligere undersøgt en række vægkonstruktioner med mineralske isoleringsmaterialer. Disse test er gennemført i containere, ombygget til testfacilitet, og da disse forsøg nu er afsluttet, blev det muligt at foretage de nye forsøg i containerne.

”Da Egen Vinding og Datter henvendte sig og spurgte til muligheden for at samarbejde om projektet, var vi umiddelbart positive,” siger professor Carsten Rode fra DTU.

”Projektet er af faglig interesse for os, da vi på DTU efterhånden har målt på mange vægge med indvendige efterisoleringssystemer med andre end de cellulosebaserede isoleringsprodukter, som dette projekt kommer til at dreje sig om. Vi forventer, at disse materialer har en anden fugt- og varmeteknisk ydeevne end de materialer, vi hidtil har udforsket, og der er videnskabeligt såvel som fra byggebranchen stor interesse i at få dette afdækket. Projektet er derfor interessant for DTU, og projektets resultater forventes at danne baggrund for både videnskabelig publicering og for formidling til branchen. Projektet vil også styrke DTU’s mulighed for at give forskningsbaseret rådgivning om brugen af cellulosebaserede varmeisoleringsprodukter i forbindelse med efterisolering af bygningskonstruktioner. ”

Egen Vinding og Datter opbygger testvæggene med bl.a. papiruld og hørisolering i DTU’s testcontainere, og DTU står for målinger og rapportering. Disse sammenlignes med en referencevæg med en gængs konstruktion med mineraluld. En fugtprofil simuleres vha. en afdamper, og der foretages målinger i ca. 1,5 år, så der bliver målt på to vinterperioder. Som led i projektet undersøges også 8-10 eksisterende bygninger, hvor en tilsvarende konstruktion allerede er anvendt, og der gennemføres en række laboratorietest, bl.a. af materialernes evne som fugtbuffer.

Projektet er støttet af Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) under Miljøstyrelsen og af Realdania, samt Fælleskassens Grønne og Sociale Pulje.

Yderligere oplysninger:

Egen Vinding og Datter ApS:

Udviklingschef Lars K. Jørgensen, lkj@egenvinding.dk, tlf. 2634 6503

DTU:

Professor Carsten Rode, car@byg.dtu.dk, tlf. 2032 4051

Uddybende information om projektet

Det er en udfordring at bringe de mange eksisterende murstensbygninger op til en ambitiøs energistandard uden at skabe problemer med fugt og skimmelsvampe. Teknisk set er udvendig efterisolering at foretrække, men dette vil ofte være uacceptabelt af æstetiske årsager. Og en gængs indvendig efterisolering med mineraluld og dampspærre har vist sig at indebære betydelig risiko for fugtskader. Derfor er det interessant at undersøge, om cellulosebaserede isoleringsmaterialer, der er fugttransporterende, kan anvendes til indvendig efterisolering uden dampspærre.

I det nye projekt vil der i DTUs testcontainere blive testet forskellige vægkonstruktioner, hvoraf nogle vender mod nordøst og andre mod sydvest, da vind- og fugtbelastning kan være forskellige. Nogle vægge er desuden imprægneret udvendigt mod udefrakommende fugt, og i alle testvægge er der indbygget bjælkeender og indvendige skillevægge, hvor der skal måles på fugtniveauet. Testvæggene vil blive etableret i løbet af sommeren, og målingerne sættes i gang umiddelbart efter.

Kapaciteten af den cellulosebaserede isolering som fugtbuffer vil blive kortlagt vha. fugtmålinger i klimakammer, f.eks. vha. MBV-test (Moisture Buffer Value). Disse supplerende test vil dokumentere de cellulosebaserede isoleringsmaterialers egenskaber i forhold til håndtering af fugt. Det er Egen Vinding og Datters hypotese, at en bedre fugtbufferevne i de cellulosebaserede isoleringsmaterialer vil kunne bidrage til, at indeklimaet føles mere behageligt for mennesker, der er følsomme overfor tørt indeklima. DTU udfører endvidere supplerende simuleringer af forskellige ventilationsprofiler anvendt på forskellige isoleringsmaterialer og konstruktioner.

Hvis projektets resultater viser, at cellulosebaseret indvendig efterisolering uden dampspærre fungerer forsvarligt, vil en præcis metodebeskrivelse kunne bidrage til at udbrede denne praksis og forbedre mulighederne for efterisolering af f.eks. fredede og bevaringsværdige bygninger.

Der er nedsat en følgegruppe, som, udover repræsentanter for MUDP og Realdania, tæller Grundejernes Investeringsfond, Byggeskadefonden, BYG-ERFA, Erik Arkitekter m.fl.

Egen Vinding og Datter Aps er en bygge- og udviklingsvirksomhed baseret i Ringsted, der har lang erfaring med byggeri med cellulosebaserede isoleringsmaterialer og detaljer i forhold til udførelse og konstruktioner.

foto5-testvaegge-med-lars-og-carsten.jpg
Forrige
Forrige

Egen Vinding & Datter går konkurs

Næste
Næste

Ny bog om Det Åndbare Hus og Miscantus-stråtag